ALKOHOLPROBLEMER

Alkohol berører alle i en familie, ingen går fri, alle bliver ramt.

En alkoholramt familie vil ofte have andre mønstre, end de fleste familier. Der kan være en tendens til, at alkoholikeren tager mindre ansvar, eller ikke får lov at tage ansvar i familien. Ofte vil både ægtefællen, samt børnene, tage mere ansvar end misbrugeren, og det kan være svært for misbrugeren at tilkæmpe sig sin rette plads i familien igen.

Alkoholiker/overforbruger

Du kan have en øget tendens til at forsøge at skjule misbrug/overforbrug af alkohol eller andre stoffer, fordi du ikke vil have, at det går ud over dem, du elsker.

Du har temmelig sikkert ikke lært at håndtere dine følelser, eller udtrykke dem. Der er også stor sandsynlighed for, at du selv er vokset op i en familie, der ikke har fungeret optimalt. Måske du har haft en forælder, der har været misbruger eller psykisk syg.

Pårørende

Bliver du pårørende til en misbruger/alkoholiker, er der stor sandsynlighed for, at du selv er vokset op i en familie med en misbruger eller psykisk syg forælder. Du har lært at sætte dig selv til side.  Du har også lært at tage ansvar. Og i langt de fleste familier med misbrug, vil der være en ændret magtfordeling.

Som pårørende kan det være meget vigtigt at have kontrol, så rigtig mange pårørende går ind, og tager ansvar for både dem selv, og misbrugeren i familien. Dette kan gælde for både voksne og børn.

Barn af alkoholiker/misbruger

Du har lært at sætte dig selv til side. Du har lært, at du ikke har værdi nok til, at din forælder vælger dig frem for alkoholen/stoffet. Du har derimod nok ikke lært at passe på dig selv, at gøre ting, der er godt for dig selv, eller at stole på dig selv.

Hvis du har haft en betydningsfuld voksen, der har været der for dig, og har talt med dig om det, du har oplevet, er du heldig. Men langt de fleste har ikke sådan en voksen, og når de bliver voksne, tvivler de ofte på deres egen dømmekraft.

Mange, der er vokset op i en alkohol- eller misbrugsramt familie, vil arbejde indenfor social- eller sundhedsfagene, da de er vant til at hjælpe andre mennesker.

Står du tilbage med smerten efter at være enten misbruger, pårørende eller voksen barn af alkoholiker/misbruger, er du velkommen til at kontakte mig.

Kontakt mig på tlf. 51 21 88 44 eller på email.
Jeg ser frem til at høre fra dig.

Ring til mig